Catherine Donovan, professor i sociologi på Durham University, har i mange år været optaget af partnervold i LGBT+-forhold. Et engagement, der siden har udviklet sig til hendes forskningsfelt. LOKK har talt med hende om den partnervold, der udspiller sig i disse relationer.

Foto: Durham University

Hvordan kommer partnervold til udtryk i LGBT+-forhold?

Partnervold mellem personer med LGBT+-identitet kommer langt hen ad vejen til udtryk på samme måde som i heteroseksuelle forhold, hvor den ene part udøver magt og kontrol over den anden. Der er tale om de samme former for vold, herunder fysisk, psykisk, økonomisk og seksuel vold samt coercive control (kontrol vold).

Partnervold i LGBT+-forhold er ofte mere skjult, ikke kun hos hjælpeinstanser, såsom sundhedssektoren og sociale indsatser, men også i LGBT+-miljøerne selv. Efter min opfattelse gør det volden mere farlig og kompleks, fordi den kan stå på over længere tid, når den ikke bliver opdaget, og når der ikke er nogen, som griber ind. Dermed bliver den voldsudsatte mere isoleret.

Derudover kan identitetsbaseret vold forekomme. I heteroseksuelle relationer ses dette eksempelvis som kontrol over påklædning eller vold i forbindelse med graviditet, men for LGBT+-personer knytter identitetsbaseret vold sig i stedet til kønsidentitet og/eller seksualitet. Det kan omfatte kontrol med måden, den voldsudsatte udtrykker sig på gennem tøj, dennes tilknytning til lokale subkulturer eller den rolle, vedkommende indtager, særligt i seksuelle relationer. Disse identitetsrelaterede forhold kan anvendes af voldsudøveren som middel til kontrol, trusler eller straf, hvor den voldsudsattes individuelle identitet aktivt udnyttes til at fastholde magt i relationen.

Hvilke fordomme gør sig gældende i forbindelse med partnervold begået i LGBT+-forhold?

Professor Hester og min forskning peger på eksistensen af det, vi betegner som den offentlige fortælling om vold i nære relationer. Denne fortælling indrammer volden som et heteronormativt, kønnet problem og knyttes primært til heteroseksuelle, ciskønnede mænds fysiske vold mod heteroseksuelle, ciskønnede kvinder. I denne forståelsesramme etableres en række overlappende binære kategorier: mand/kvinde, voldsudøver/offer, maskulinitet/femininitet, stærk/svag samt handlende over for eftergivende eller passiv.

Da disse binære forestillinger er tæt forbundne med køn og kønsidentitet, kan de gøre det vanskeligt for fagpersoner og LGBT+-personer selv at forstå og anerkende vold i nære relationer i LGBT+-forhold.

Den dominerende fortællings styrke medfører således, at det bliver vanskeligere at erkende samt bagatelliseret, at mænd kan være ofre, og at kvinder kan være voldsudøvere. Dette giver anledning til forestillinger om, at partnervold mellem to mænd er ligeværdig, fordi mænd antages at være ”konkurrerende” og ”aggressive” og dermed i stand til at forsvare sig selv. Tilsvarende fremstilles vold mellem to kvinder ofte som ufarlig, idet kvinder i den dominerende fortælling betragtes som ”ikke-aggressive” og ”naturligt fredelige” og derfor ude af stand til at påføre hinanden reel skade.

For transpersoner og personer, der befinder sig uden for den binære kønsopfattelse, kan det derfor være særligt vanskeligt at identificere sig med den cisnormative, binære fortælling om vold i nære relationer.

Hvad kan forhindre en voldsudsat med LGBT+-identitet i at søge hjælp?

Også her ses tydelige paralleller mellem voldsudsatte, heteroseksuelle kvinder og voldsudsatte med LGBT+-identitet. Mange vurderer enten, at volden ikke er ”alvorlig” nok, eller tvivler på, om de vil blive taget seriøst i de sociale indsatser. En særlig barriere for voldsudsatte med LGBT+-identitet er, at volden ikke altid genkendes som vold, hvilket hænger sammen med de binære forestillinger. Disse kan stå i vejen for, at man som voldsudsat med LGBT+-identitet opsøger hjælp, fordi det kan være vanskeligt at identificere sine oplevelser med den gængse forestilling om, hvad der er vold.

LGBT+-personer risikerer fortsat at blive mødt med fordomme om at være afvigende, unaturlige eller samfundstruende. Dette kan skabe en udbredt frygt for homo-, bi- og transfobi. Disse fordomme og den manglende anerkendelse er også en faktor for at undlade at søge hjælp. Vores forskning peger desuden på, at frygten ikke alene handler om egne møder med fordomme i hjælpesystemerne, men også om en bekymring for, at den voldsudøvende partner vil blive mødt med stigmatisering. Mange voldsudsatte føler derfor et ansvar for at beskytte deres partner mod potentielle fordomme for ikke at risikere at bekræfte eksisterende negative forestillinger om LGBT+-personer. Samtidig ønsker voldsudsatte med LGBT+-identitet, ligesom andre voldsudsatte, at volden ophører, men uden at kriminalisere deres partner. Kærlighed til voldsudøveren spiller også en væsentlig rolle, da ønsket ofte er at få volden til at ophøre, men uden at miste relationen.

Vores interviews viser desuden, at voldsudsatte med LGBT+-identitet ikke ønsker, at deres seksualitet eller kønsidentitet gøres til problemet af fagpersoner eller udpeget af dem som den formodede årsag til volden.

Hvordan kan man gøre voldsfaglige tilbud mere tilgængelige for og tilpasset til voldsudsatte med LGBT+-identitet?

Jeg vil fremhæve tre centrale faktorer: uddannelse, kommunikation og rekruttering.

Fagpersoner kunne med fordel få uddannelse inden for og viden om både LGBT+-forhold generelt og om partnervold i LGBT+-relationer. Det er vigtigt, at fagpersoner føler sig trygge ved at stille spørgsmål om vold samt identitet og samtidig opbygge tillid til voldsudsatte med LGBT+-identitet.

Det ville være relevant, hvis hjælpesystemernes kommunikation var LGBT+-inkluderende, f.eks. gennem cases, udtalelser eller information i flyers og på hjemmesider. Samarbejde mellem voldsfaglige organisationer og lokale LGBT+-organisationer kan styrke dette. Krisecentre kunne f.eks. tilbyde kurser i vold i nære relationer, og LGBT+-organisationer kunne bidrage med indsigt i livet som LGBT+-person. Dette skaber en fælles forståelse af, hvordan vold kan udfolde sig i LGBT+-forhold.

Det er fordelagtigt at rekruttere personale med LGBT+-identitet eller med særlig faglig viden om LGBT+-forhold. Disse medarbejdere kan både yde direkte støtte og vejledning, men kan også bidrage til oplæring af nye ansatte og til opsøgende indsatser.

Overordnet handler det om at opbygge både tillid og ekspertise, så voldsudsatte med LGBT+-identitet oplever, at de har ret til støtte og forståelse på lige fod med andre.

Hvad vurderer du, at den danske krisecentersektor kan lære af netop jeres forskning?

Jeg håber, at man kan lære, at partnervold også finder sted i forhold mellem LGBT+-personer, og at den vold, der udspiller sig i disse, ligner den, som begås i forhold mellem heteroseksuelle og ciskønnede.

Derudover håber jeg, at Coral Project Power & Control Wheel kan bruges til at hjælpe fagpersoner med at forstå, hvordan magt kan udspille sig i relationer. I stedet for at placere magtdynamikkerne i en heteronormativ ramme, kan denne model anvendes til at fokusere på regler for forholdet, f.eks. ved at kigge på, hvem forholdet til for, hvilke betingelser der eksisterer deri, kærlighedserklæringer og loyalitet, og hvordan den voldsudsatte ikke forholder sig passivt og forsvarer sig selv.

Derudover spiller menneskers intersektionelle identiteter en væsentlig rolle for, hvordan de forstår den vold, de udsættes for, og om de vælger at søge hjælp til at bryde med volden. At have indsigt i de voldsudsattes identitet og de betydninger, den har for deres fortolkning af situationen, er afgørende. Dette kan styrke fagpersoners forståelse af, hvad der bedst kan støtte dem i at træffe beslutninger om, hvad deres næste skridt skal være for at bryde med volden.