Krisecentrene i Danmark har i mere end 40 år spillet en helt afgørende rolle i indsatsen mod vold i nære relationer. De første krisecentre blev etableret i 1970’erne som et borgerdrevet initiativ, båret af frivillige kræfter og af kvindebevægelsen. Siden er sektoren vokset og blevet professionaliseret og er i dag en helt central del af det danske velfærdssamfunds indsats mod vold. 

Krisecentrene er reguleret af servicelovens paragraf §109. Loven sikrer, at både kvinder og mænd, der er udsat for vold, trusler eller anden alvorlig krise i hjemmet, har ret til et midlertidigt ophold på et krisecenter. Også børn, der følger med en forælder på krisecenter, har ret til særlig støtte og faglig hjælp. 

Krisecentrene er omfattet af selvmøderprincippet, der gør det muligt for den voldsudsatte person samt eventuelle ledsagende børn at få akut hjælp på et krisecenter. Princippet giver mulighed for, at personen selv kan henvende sig til et krisecenter uden forudgående aftale med en myndighed eller en kommune. Hensigten med princippet er at sikre, at den voldsudsatte på alle årets dage akut kan komme i sikkerhed på alle tider af døgnet. 

Krisecentrene drives i forskellige organisatoriske former – som selvejende institutioner, fondsejede, foreningsdrevne eller kommunale tilbud. Fælles for dem er, at de yder akut beskyttelse, tryghed og specialiseret støtte til voldsudsatte borgere og deres børn.