OM KRISECENTRE
Krisecentrene er en livsvigtig del af indsatsen mod vold i nære relationer. Her kan voldsudsatte kvinder, mænd og deres børn få akut beskyttelse, tryghed og specialiseret støtte – døgnet rundt, året rundt.
Krisecentrene i Danmark har i mere end 40 år spillet en helt afgørende rolle i indsatsen mod vold i nære relationer. De første krisecentre blev etableret i 1970’erne som et borgerdrevet initiativ, båret af frivillige kræfter og af kvindebevægelsen. Siden er sektoren vokset og blevet professionaliseret og er i dag en helt central del af det danske velfærdssamfunds indsats mod vold.
Krisecentrene er reguleret af servicelovens paragraf §109. Loven sikrer, at både kvinder og mænd, der er udsat for vold, trusler eller anden alvorlig krise i hjemmet, har ret til et midlertidigt ophold på et krisecenter. Også børn, der følger med en forælder på krisecenter, har ret til særlig støtte og faglig hjælp.
Krisecentrene er omfattet af selvmøderprincippet, der gør det muligt for den voldsudsatte person samt eventuelle ledsagende børn at få akut hjælp på et krisecenter. Princippet giver mulighed for, at personen selv kan henvende sig til et krisecenter uden forudgående aftale med en myndighed eller en kommune. Hensigten med princippet er at sikre, at den voldsudsatte på alle årets dage akut kan komme i sikkerhed på alle tider af døgnet.
Krisecentrene drives i forskellige organisatoriske former – som selvejende institutioner, fondsejede, foreningsdrevne eller kommunale tilbud. Fælles for dem er, at de yder akut beskyttelse, tryghed og specialiseret støtte til voldsudsatte borgere og deres børn.
Krisecentrene udgør i dag en afgørende del af den samlede indsats mod vold i nære relationer. Hvert år hjælper centrene tusindvis af mennesker ud af vold og ind i en ny start. Samtidig bidrager de med specialiseret viden og erfaring, der er med til at udvikle indsatsen nationalt og lokalt. Dermed spiller krisecentrene ikke kun en livsvigtig rolle for den enkelte voldsudsatte – men også en central samfundsmæssig rolle i arbejdet med at forebygge og bekæmpe vold.
LÆS MERE HER
LOKKs medlemmer
Læs mere om LOKKs medlemmer og hvor de er placeret her